Anatomi


Nervesystemet er det organsystem, der sætter alle de øvrige organer i forbindelse med hinanden og derved gør organismen til en helhed. Nervesystemet kan opdeles i to, centralnervesystemet (hjernen og rygmarven) og det perifere nervesystem (resten). Man skelner mellem den del af systemet som styrer musklernes bevægelser (den viljestyrede eller motoriske del), den del der registrerer indtryk fra omgivelserne (den sensoriske del) og endelig den del som regulerer funktionen af kroppens organer (det autonome nervesystem).

Kraniet

I kraniet findes livsvigtige organer som hjernen, forskellige sanseorganer og de øvre dele af luftvejene og fordøjelseskanalen. Størrelsen og formen af kraniet hænger sammen med hjernens vækst; på indersiden af hjernekassen findes et kompliceret mønster af furer, fremspring og huller, hvor kar og nerver passerer ind og ud af kraniet. Gennem nakkehullet (foramen magnum), som er kraniets største hul, findes forbindelsen mellem hjernen og rygmarven.

”Det er her en Chiari malformation opstår. Pga. en misdannelse presses lillehjerne (tonsillerne) ned i rygmarven. Med tiden vil mange Chiari patienter danne en syrinx i rygmarven, pga. blokering af cerebrospinalvæskens strøm. Ved at udvide pladsen og evt. fjerne en del af den nedre hjerneskal, fjernes dette pres, så der bliver plads til lillehjernen.”

Hjernens og rygmarvens hinder

Omkring hjernen findes tre forskellige bindevævshinder (meninges), der dels beskytter og afstiver hjernen, dels har betydning for blodtilførsel og ernæring. Den yderste hinde, den hårde hjernehinde (dura mater cranialis), omgiver hele hjernen og fortsætter ved nakkehullet over i rygmarvens hårde hinde. Den hårde hjernehinde er en tyk hinde, som er bundet til kraniets knogler hvor den fungerer som benhinde. Nogle steder er der dannet kanaler i selve hinden, som fungerer som afløb for hjernens returårer. Fra disse kanaler (hjernens venøse sinus) løber blodet til halsens store vener. Den inderste del af den hårde hjernehinde er foldet, så den danner nogle sener (hjerneseglene), der er spændt ud som afstivning for hjernen.

Inderst er en tynd, blød hinde (pia mater cranialis), som indeholder hjernens kar. Den ligger tæt ind til hele overfladen af hjernen, også i dens vindinger og folder. Mellem den hårde hjernehinde og den bløde hjernehinde ligger en spindelvævsagtig hinde (arachnoidea mater cranialis). Den har en udvendig glat overflade, som ligger op mod den indvendige side af den hårde hjernehinde kun adskilt af en tynd væskefilm. Dette "rum" kaldes for det subdurale rum. Fra den indvendige side går talrige små strenge af bindevæv ned til den bløde hjernehinde.

Rygmarven omgives, som hjernen, af tre hinder. Yderst findes den hårde rygmarvshinde (dura mater spinalis) som opadtil er bundet til nakkehullet i kraniet og fortsætter i hjernens hårde hinde. Tæt ind til rygmarven findes den bløde rygmarvshinde (pia mater spinalis) og imellem disse den spindelvævsagtige rygmarvshinde (arachnoidea mater spinalis).

Mens den hårde hjernehinde sidder tæt ind til kranieknoglerne, er der i ryggen en varierende afstand mellem rygsøjlens knogler og den hårde rygmarvshinde - dette hulrum (det epidurale rum) er udfyldt af fedtvæv og et stort netværk af vener. Denne forskel betyder, at hvor den hårde hjernehinde strækker sig ind i hjernen for at afstive denne, strækker den hårde rygmarvshinde sig fra rygmarven og ud mod hvirvelhullerne langs rygmarvsnerverne, hvor de løber ud af rygsøjlen.

Rygmarven

Rygmarven er hos voksne, en cirka 43 cm lang streng, som løber fra hjernestammen og ned til ryggens øvre lændedel. Overfladen af rygmarven består af nervebaner, medens de grå nervecellelegemer ligger inderst.

Nerverne i det somatiske nervesystem forlader centralnervesystemet direkte fra hjernen eller fra rygmarven (og kaldes derfor også cerebrospinale nerver). Fra hjernen kommer 12 par hjernenerver (eller kranienerver), som opstår forskellige steder på undersiden af storhjernen og siderne af hjernestammen og passerer ud gennem huller og kanaler i kraniet. Nerverne ender i huden på ansigtet og i musklerne i ansigtet, øjnene, tungen og den øverste del af svælget. En stor nerve (nervus vagus, den tiende hjernenerve) forsyner luftvejene og hjertet og ender i bughulen med udløbere til indvoldene.

Fra rygmarven udspringer 31 par rygmarvsnerver (spinalnerver) , som ender i hud og muskler på krop, arme og ben. Nogle af rygmarvsnerverne indeholder nervefibre fra det autonome nerve system . Rygmarvsnerverne er opdelt i afsnit (segmenter). Det betyder, at hvert enkelt par rygmarvsnerver forsyner et bestemt område både med motoriske og sensoriske fibre

Gennem den autonome del af nervesystemet modtages impulser fra legemets indre miljø. Impulser fra f.eks. kirtler, glatte muskler i blodkar og indre organer. Impulserne ledes af sensitive nervebaner til centralnervesystemet, hvor de registreres og ubevidst bevirker en reaktion. Den ubevidste reaktion resulterer i at centrene udsender impulser enten gennem sympatiske nervebaner eller parasympatiske nervebaner.

I midten af rygmarven løber centralkanalen. Centralkanalen bliver dannet i fosterstadiet og det er herfra vores "rigtige" rygmarv bliver dannet. Centralkanalen bliver i løbet af de første 10 leveår langsomt lukket.

Ventrikelsystemet

Den udvendige beskyttelse af hjernen udgøres af hjernekassen og hjernehinderne samt væsken mellem hinderne. Inde i selve hjernen findes et indviklet system af forbundne hulrum, der strækker sig ned i rygmarven (ventrikelsystemet) og er fyldt med cerebrospinalvæske. Fra hulrummene inde i hjernen er der forbindelse til subaraknoidalrummet (i såvel hjerne som rygmarv). Det samlede rumfang af ventrikelsystemet (og subaraknoidalrummet) udgør omkring 150 ml.

Cerebrospinalvæsken

Cerebrospinalvæsken dannes ved, at dele af blodet filtreres ud i hjernens hulrum. Dette sker i et system af kapillærer, som rager ud i hulrummene. Omkring kapillærerne findes et tæt cellelag, som kun tillader bestemte stoffer (vand, sukker, visse salte og bestemte hormoner) at trænge ud af kapillærerne.

I løbet af et døgn dannes der cirka 500 ml cerebrospinalvæske, hvilket er langt mere end den mængde, der er plads til i ventrikelsystemet og subaraknoidalrummet. Denne forskel kan ses som et udtryk for cirkulationen i systemet: Væsken "skiftes ud" mere end tre gange i døgnet, og udgør dermed ikke bare en "passiv" stødpude for hjerne og rygmarv, men i stor grad også et aktivt transportsystem som bringer næring til - og affaldsstoffer fra - hjernen.

Kredsløbet

Kredsløbsorganerne omfatter hjertet og blodkarrene. De blodkar der fører blodet væk fra hjertet kaldes arterier eller pulsårer, mens dem der fører blodet til hjertet kaldes vener. Mellem arterier og vener er der i alle organer stærkt forgrenede mikroskopiske kar, kapillærer.

Man inddeler blodets kredsløb i legemskredsløbet (det store kredsløb) og lunge kredsløbet (det lille kredsløb). Ved legemskredsløbet forstås blodets vej fra hjertets venstre forkammer og hjertekammer gennem aorta og de andre arterier til kapillærnettet og tilbage gennem venerne, hvor det via de to hulvener (vena cava superior og vena cava inferior) løber til hjertets højre forkammer.

Fra hjertet og ned til maven løber en stor arterie, der forsyner mavens organer med blod. Blodet løber tilbage gennem den nedre hulvene til hjerte.

”Når man som syringomyeli patient bukker overkroppen stramt ned mod lårene, presser man så hårdt på denne store arterie og vene, at det kan forårsage en stigning i blodtrykket. Dette menes at være årsagen til at mange patienter mærker en markant forværring i symptomerne når de bukker sig sammen.”

Rygsøjlen

Da rygsøjlen beskytter rygmarven i hele sin længde, kan læsion af rygsøjlen få særdeles alvorlige følger. En af de typiske årsager til dannelse af en syrinx, opstår som et direkte følge af et traume eller læsion. Læsionen bloker det normale flow i cerebrospinalvæsken og presser den herefter ind i selve rygmarven, hvor en syrinx dannes, (dette er i hvert fald én af de mest almindelige forklaringer på dannelsen af syringomyeli).

Rygsøjlen (hvirvelsøjlen) består af en række af knogler, som er forbundet til arme og ben via henholdsvis skulderbæltet og bækkenringen. Opdelingen i hvirvler gør den bevægelig og sikrer stabilitet. Set fra siden er den s-formet med to fremadrettede krumninger i halsdelen og i lændedelen, som hver især er meget bevægelige.

De 7 halshvirvler udgør columna cervicalis, mens 12 brysthvirvler danner columna thoracalis. Lændehvirvlerne, under et, kaldes columna lumbalis og bækkenhvirvlerne columna sacralis, hver med fem hvirvler. Halehvirvlerne er som regel vokset sammen (men er oprindeligt fire separate hvirvler) og udgør halebenet (os coccygis).

Hver hvirvel består af et hvirvellegeme og en hvirvelbue, som tilsammen omslutter et hul. Hullerne i de enkelte hvirvler danner tilsammen det rør hvori rygmarven løber. Herudover findes der forskellige fremspring (to ledtappe opad, to ledtappe nedad, to tværtappe skråt bagud og en torntap bagud), hvor muskler og ledbånd sidder fast. På brysthvirvlerne er der desuden ledforbindelse til ribbenene. Mellem to hvirvlers hvirvelbuer er der på hver side plads til, at nervebundter kan løbe fra rygmarven ud af rygsøjlen.

De to øverste hvirvler er udformet markant anderledes fra de øvrige. Den øverste halshvirvel (atlas) har i stedet for et egentligt hvirvellegeme en ledflade, hvor der dannes ledforbindelse med en stor tap (dens) fra den anden halshvirvel, taphvirvlen (axis). Dette led er grundlaget for en stor del af bevægeligheden mellem kraniet og halshvirvelsøjlen.

En række ledbånd sørger for at holde hvirvlerne på plads i forhold til hinanden. De enkelte hvirvellegemer adskilles af bruskskiver, som dels fungerer som støddæmpere, dels som ledforbindelse mellem hvirvlerne.

Bruskskiven mellem hvirvlerne kaldes discus intervertebralis og består af en ring af relativt hårdt materiale og en kerne af geleagtigt materiale. Kernen er gennem dagen udsat for tryk og bliver derfor lidt tyndere. I løbet af en dag kan rygsøjlen blive ½ cm kortere - hvilket dog udlignes når man ligger ned, hvor kernen udvider sig igen og normal størrelse opnås. Med alderen ændres sammensætningen af den geleagtige kerne, og bevægeligheden nedsættes. Brister den yderste ring, kan en del af kernen bule ud og danne en diskus prolaps. Hvis denne bule trykker på rygmarven eller en af nerverne der går ud herfra, kan det være anledning til smerter eller forstyrrelser i nervens funktion.

Disse smerter kan være meget li de smerter man som syringomyeli patient kan opleve. Forskellen er dog, at man ved at fjerne trykket på rygmarven, kan fjerne smerterne fra fx en diskusprolaps, hvor smerter og symptomer fra en syrinx, oftest er permanente.

TIL TOPPEN